lørdag den 13. oktober 2012

At tegne følelser om sorg


Kræftens Bekæmpelse har haft en tegnekonkurrence kørende på alle landets skoler. 14.oktober 2010 blev de tre vindere kåret på Statens Museum for Kunst. 800 børn har tegnet om deres sorg enten over dødsfald, alvorlig sygdom, skilsmisse mm.
Tegningen er fra samlingen og skabt af Jonathan Ø Sanko fra 1. klasse, hvis forældre lige er blevet skilt. Jonathan fortæller: 'Hvis man er rigtig ked af det, og det gør ondt indeni - man føler, man er rigtig dårlig, er ensom og uden venner. Der sker en masse onde ting med hjertet, og alle tænker på at slås'.
Når man næsten lige er startet i skole, så udtrykker man sig oftest mere tydeligt med illustrationer frem for med de skrevne ord. Jonathan kan også mundtligt fortælle om sine følelser, som så er blevet skrevet ned som tilføjelse til tegningen. Min erfaring er, at voksne ofte bliver overrasket over, hvor nuanceret meget små børn kan være, når de udtrykker følelser på denne måde. Det kræver som udgangspunkt, at man som voksen ikke ser på eller fortæller, om man kan lide tegningen eller ej. I stedet kan man spørge ind til, hvad det er, som barnet har forsøgt at illustrere. Hvorfor har barnet valgt de pågældende farver, illustrationer og placering? Man kan stille sig nysgerrig overfor tegningen og bede barnet forklare om den, så man bedre kan forstå den.
Har du gode erfaringer, som du vil give videre til andre forældre? Er du selv blevet overrasket over en tegning, som dit barn har lavet? Hvilken tegning ville dit barn tegne?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste
Kærlig hilsen
Anna Prip

Ingen kommentarer:

Send en kommentar