lørdag den 13. oktober 2012

Hold dig i bevægelse


Hold dig i bevægelse
Det var et af mine råd, da jeg igår blev interviewet til en artikel om alvorlige livsforandringer - hvordan man kommer gennem chokket over enten at blive fyret, blive alvorlig syg eller blive skilt.
Hold dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning. Et råd, som jeg selv fik, da jeg for 15 år siden blev skilt, var at løbe hver dag. Nogle mennesker kan af forskellige årsager ikke løbe, men så kan man gå, cykle, danse eller noget helt andet. Det vigtige er, at man bevæger sig hver dag og får brugt det meste af kroppen og samtidig gerne mens pulsen kommer op. Herved får man rent kemisk både givet slip på stress hormonet adrenalin, men der bliver også mulighed for at oxytocin og endorfin kan blive frigivet i hjernen, så man helt naturligt kan opleve mere overskud til at håndtere hverdagens nye udfordringer.
I overført betydning kan det at holde sig i bevægelse forståes som en måde at være åben for nye måder at tænke om sin situation på, så man ikke bliver rigid og måske udelukkende tænker negativt om sin eks eller sin tidligere arbejdsplads. At man tillader sig selv at se på, hvilke nye muligheder denne forandring kan bringe med sig – også selvom det ikke er en situation, man selv kunne have ønsket sådan.
Når vi formår at holde os i bevægelse, så bliver det også nemmere for os at have overskud til at rumme vores børn, som naturligvis også bliver påvirket af enten alvorlig sygdom eller skilsmisse i familien.
Den omtalte artikel kommer i ugebladet Søndag om en måneds tid, men indtil da kan du læse andre artikler og mine gratis råd til at komme gennem sorgen på hjemmesiden: www.delebarn.dk
Hvordan holder du dig i bevægelse både i bogstavelig og i overført betydning?
Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste.
Kærlig hilsen
Anna Prip

Ingen kommentarer:

Send en kommentar