torsdag den 24. april 2014

De angste (dele)børn


 
Sent i går aftes tikkede der en mail ind i min indbakke fra en mor til en dreng på 14 år, som jeg havde nogle samtaler med sidste år. Jeg havde også samtale med både hans far og mor. Hans forældre var blevet skilt og han havde efterfølgende oplevet nogle ting, som gav ham voldsomme angst symptomer. Hans liv var på flere måder påvirket i begrænsende omfang af angsten, så han havde svært ved at være væk fra sin mor og overnattede meget sjældent hos sin far eller hos venner. I skolen styrede angsten også på flere måder, så det var umuligt for ham at deltage i skolearrangementer, idræt eller andre sociale begivenheder.

Han sad i går aftes med sin mor og så programmet på DR1 ”De angste børn” og reflekterede over, hvad der havde hjulpet ham videre. Hans mor var så sød at sende mig nogle linjer på en mail om dele af deres samtale. Han syntes, det på en måde var mærkeligt at tænke på, at det egentlig ikke var så længe siden, så mange ting også havde været svært for ham. De havde også talt om, at nogle gange så brokkede han sig over at skulle afsted til samtale og efterfølgende oplevede han altid lettelse. ”Det var jo bare fordi, det var svært at snakke om de ting. Så var det nemmere at lade være. Men så var det jo ikke blevet bedre….”

Jeg oplever dyb taknemmelighed over at have været med til at forandre hans liv, så han nu både tager på ferie med sin far, har et rigt teenageliv med venner og livsglæde og skolen fortæller, de oplever en glad dreng, som igen trives socialt og fagligt. Sikke en gave! Det fortæller mig også, at det er utrolig vigtigt at møde et barn der, hvor det virkelig er - liiiiige netop den dag og på det tidspunkt, hvor vi mødes. Jeg kan godt huske, nogle samtaler begyndte med at tale om, hvor lidt han havde lyst til at komme ind til samtale. Når man er teenager, så er man primært lyststyret og mindre fornuftsstyret (og sådan kan man altså også have det som voksen!) så selvom han godt vidste, han ville få det bedre af blot en times samtale hos mig, så var det alligevel indimellem svært at vælge det til. Jeg sluttede altid samtalerne af med, at han selv valgte, om vi skulle tale sammen igen og i så fald hvor lang tid, der skulle gå mellem samtalerne, så han på den måde kunne være med til at styre forløbet. Han sluttede altid samtalerne af med at sige tak og give mig et glad knus. I dag er det mig som terapeut, der siger tak J

Hvis du ikke så programmet om de angste børn, kan du kigge med her:



Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip

Ingen kommentarer:

Send en kommentar